Skip to main content
Vores planet, vores fremtid

Løsninger - energi

Løsninger

Klima og energi

Der er meget, vi kan — og skal — gøre for at nedbringe energiforbruget og gøre verden mere klimavenlig.

Reduktioner nødvendige!

Vi skal udvikle nogle løsninger, der bidrager til at reducere udledningen af drivhusgasser. Ud over at være godt for planeten er det også gavnligt for vores helbred (mindre forurening), og det skaber større sikkerhed i energiforsyningen og økonomien, da det skaber nye job.

Vedvarende energi

Omlægning til vedvarende energikilder som sol og vind er én metode til at reducere drivhusgasudledningerne. De vedvarende energikilder kan forsyne os med energi i al evighed i modsætning til de fossile brændstoffer, som opbruges. Med vedvarende energi kan vi producere elektricitet uden samtidig at producere drivhusgasser, i modsætning til, når vi brænder fossile brændstoffer på kraftvarmeværkerne i dag.

EU er global leder inden for vedvarende energiteknologi, og mange af EU-landene får allerede store dele af energiforsyningen fra vedvarende kilder.

Ved at omlægge til vedvarende energi kan vi reducere de skadelige udledninger, og vi kan samtidig spare penge ved at importere mindre kul, olie og gas fra lande uden for EU. I 2020 kom mere end 22 % af EU’s energi fra vedvarende kilder.

Ifølge den europæiske grønne pagt skal andelen øges til mindst 40 % inden 2030.

Mindre er mere!

EU-landene gør en stor indsats for at nedbringe drivhusgasudledningen og bidrager til, at EU overholder sine overordnede reduktionsmål: - 55 % inden 2030 sammenlignet med 1990. Senest i 2050 sigter EU mod at blive klimaneutral ved at skære ned på emissionerne og øge fjernelsen af drivhusgasser fra atmosfæren for at nå netto nul-emissioner.

Vidste du

I 2021 genererede EU mere af elektricitet fra vedvarende energi (38 %) end fra fossile brændstoffer (35 %).

Vidste du

På verdensplan leverer vedvarende energi nu næsten en tredjedel af al elektricitet.

Hot spot

Geotermisk energi er en varm nyhed!
Nogle lande kan udnytte energi oplagret under jordens overflade til at opvarme de rør, der fører varme og vand ud til husstandene, eller til at drive en generator, der producerer elektricitet.

Mange kurbade i Ungarn bruger geotermisk energi til at opvarme vand til fritidsaktiviteter, og EU støtter også innovative geotermiske energiprojekter dér.

Reduktion af støtten til fossile brændstoffer

Der findes en betragtelig offentlig økonomisk støtte til produktion og anvendelse af fossile brændstoffer, der modtager næsten dobbelt så stort tilskud som vedvarende energikilder. Vedvarende energi ville være endnu mere konkurrencedygtig, hvis fossile brændstoffer modtog mindre støtte.

industrial building illustration

Solceller på cykelstien

I 2014 blev der bygget en usædvanlig cykelsti i Nederlandene: Cykelstien producerer solenergi. Stien på 72 meter i Krommenie nær Amsterdam har indbyggede solceller, der omdanner sollyset til elektricitet.

I det første år kørte mere end 300 000 cyklister på denne prøvesti, der producerede nok elektricitet til tre husstande i et år!

Vidste du

I 1991 installerede Danmark verdens første offshore vindmøllepark “Vindeby”, der omfattede 11 vindmøller.

Nye ideer i horisonten

Det kræver forskning og udvikling af nye teknologier, hvis vi skal finde bæredygtige løsninger til at afhjælpe klimaændringerne.

Horisont Europa, er det største forsknings- og innovationsprogram, EU har gennemført. Budgettet for perioden 2021-2027 er 95,5 mia. EUR, der er øremærket til forskning og udvikling af nye og innovative idéer, der kan realiseres i den virkelige verden.

En stor del af midlerne (mindst 35 %) vil blive brugt til klimarelaterede projekter.

EU støtter også udvikling af innovative kraftværker med lavt CO2-udslip.

Bæredygtigt indkøb

I 2016 fandt byen Modena i Italien sammen med konsulenter i miljøteknologi om at renovere et stort supermarked under et EU-finansieret projekt til modernisering af området og til at gøre det mere miljømæssigt bæredygtigt.

Takket være innovative løsninger såsom solrør, der kanaliserer direkte (og gratis!) sollys ind i supermarkedet, bruger bygningerne nu meget mindre energi og har lavere driftsomkostninger.

100 % vedvarende energi i 2030?

I regionen Kalmar i Sverige arbejder de lokale myndigheder og energiselskaber sammen for at forsøge at gøre området helt frit for fossile brændstoffer i 2030.

Dette vil sikre en bæredygtig udvikling og skabe job. Tiltagene omfatter busser, der kører på 100 % vedvarende energi, bildelingsinitiativer (nogle bruger allerede elbiler), produktion af brændstof fra madaffald og udvikling af energi fra solfarme og vindmølleparker.